BEMÆRK: Ansøgningsfristen er overskredet
Voksen Myndighed søger 5 socialrådgivere til 3 faste stillinger på 37 timer ugentligt og 2 vikariater af et års varighed ligeledes 37 timer ugentligt.
Opstart for alle 5 stillinger er pr. 1. januar 2024 eller snarest muligt derefter.
Baggrunden for stillingsopslaget er, at Voksen Myndighed er tilført midler i forbindelse med investeringsforslag med fokus på tæt opfølgning omkring borgere, som bor i midlertidige botilbud efter Servicelovens § 107, og løbende gennemgang af støtte for borgere som bor i egen bolig efter Servicelovens § 85.
Voksen Myndighed er en afdeling i Social barn-ung-voksen, som varetager servicelovens paragraffer. Fra 1. januar 2024 forankres Voksen Myndighed i Jobcentret i Esbjerg Kommune. Vores målgruppe er borgere med nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer inden for det specialiserede voksenområde.
Som myndighedsrådgiver i Voksen Myndighed er de væsentligste arbejdsopgaver at målgruppeafklare borgere, der søger om tilbud, vurdere efterfølgende indsats og følge op herpå. Der lægges stor vægt på borgerinddragelse, og der er fokus på en helhedsorienteret indsats og tværfagligt samarbejde både internt og eksternt.
Sådan arbejder vi
Vores kerneopgave har vi beskrevet i følgende citat:
”I Voksen Myndighed arbejder vi helhedsorienteret med at udrede og vurdere borgerens funktionsnedsættelse for at kunne vejlede og bevilge relevante indsatser”.
Vores vision er at vi vil være kendt for at have høj faglig kvalitet i sagsbehandlingen og træffe kompetente afgørelser med borgeren i centrum.
I Voksen Myndighed vægtes samarbejde med borger og tilbud højt. Vi har igennem de senere år opbygget et solidt og konstruktivt fundament for samarbejdet mellem borger, tilbud og myndighed – også kaldet ”Treklangen”.
Vi har ugentlige visitationsmøder med deltagelse af både myndighed og vores tilbud, og her finder vi sammen de gode løsninger.
Vi anvender Voksenudredningsmetoden (VUM) til at afklare borgerens behov for kompensation for den nedsatte funktionsevne, og står netop overfor at implementere VUM 2.0 som tager udgangspunkt i borgerens ressourcer, ønsker og mål. Herefter tilrettelægges indsatsen med udarbejdelse af mål i handleplanen.
Specifikt for de ledige stillinger i Team Overgang
De fleste nye ansøgninger og henvendelser fra borgere behandles i Team Overgang. Når der er en stabil indsats omkring borgeren, overdrages den til det team, hvor det center der skal levere indsatserne fremover, ligger. Det vil sige, at rådgiveren som udgangspunkt har sagen i max 1 år. Sager til teamet fordeles efter interesser og kompetencer.
Som socialrådgiver i Team Overgang bliver dine primære arbejdsopgaver:
- Deltage i overdragelsesmøder med familieafdelingen
- Udarbejde udredninger og træffe afgørelse om støtte jf. serviceloven
- Fremlægge sagerne på visitationsmøder
- Koordinere de tværfaglige indsatser og være i tæt dialog med relevante samarbejdspartnere
- Sammen med dit team at have beslutningskompetence til at kunne træffe afgørelser omkring støtte
Der er tale om en fast stilling på 37 timer og et vikariat på 37 timer.
Specialopgave for en kommende socialrådgiver i Team Overgang:
Der søges, udover ovenstående, en socialrådgiver på 37 timer, som skal være repræsentant for voksen-området på rehabiliteringsmøderne i Jobcenter Esbjerg.
Du er ansat som socialrådgiver i Voksen Myndighed, og vil også komme til at have opgave, som er beskrevet ovenfor i Team Overgang. Derudover vil du få opgaver omkring Det Sociale Frikort og aktindsigt – herunder at skrive udtalelser til Familieretshuset.
Specifikt for de ledige stillinger i Team Udviklingsforstyrrelser
Målgruppen er borgere med udviklingshæmning, udviklingsforstyrrelser, udviklingshæmning med dom, erhvervet hjerneskader eller autismespektrum forstyrrelser. Der tages løbende stilling til borgernes behov for støtte i enten eget hjem eller i botilbud. Dette sker på baggrund af udredninger, handleplansmøder, henvendelser fra borgeren eller fra værger.
Som socialrådgiver i Team Udviklingsforstyrrelser bliver dine primære arbejdsopgaver:
- Udarbejde udredninger i samarbejde med borger
- Tværfaglige opfølgningsmøder med borger, professionelle og pårørende
- Ansøgning om værgemål og ansøgning om flytninger uden samtykke
- Koordinering af indsatser og samarbejdsmøder
Der er tale om en fast stilling på 37 timer og et vikariat på 37 timer.
I alle stillingerne lægger vi vægt på, at du:
- Er socialrådgiver med interesse for det specialiserede voksenområde
- Er fleksibel i forhold til opgavevaretagelse
- Kan bevare fodfæste i en hverdag som byder på udfordringer og formår at skabe struktur og overblik
- Er god til at formulere dig skriftligt såvel som mundtligt
- Er empatisk og har en anerkendende tilgang til borgerne, samtidig med at du formår at varetage rollen som myndighed
- Kan agere i en politisk styret organisation
- Evner at samarbejde konstruktivt i og uden for egen afdeling
- Har kørekort
I alle stillingerne tilbyder vi:
- Introduktionsplan til nye medarbejdere
- Et socialfagligt spændende job med udfordrende og afvekslende opgaver
- Faste ugentlige sparringsmøder i teamet
- Mulighed for faglig og personlig udvikling
- Flekstidsordning
- Fleksibilitet i tilrettelæggelse af dine arbejdsopgaver
Vi håber, at du er blevet nysgerrig og gerne vil vide mere om stillingerne.
Du er velkommen til at kontakte myndighedsleder Kristiane S. Jensen tlf. 21 20 46 28.
Ved ansættelse i stillingen skal straffeattest afleveres.
Alle kvalificerede uanset køn, alder eller etnisk baggrund opfordres til at søge stillingerne.
Angiv gerne i ansøgningen hvilken stilling du søger.
Løn og ansættelsesvilkår følger gældende overenskomst.
Ansøgningsfrist:
Fredag den 3. november 2023.
Der afholdes ansættelsessamtaler den 9. november 2023.
Ansøgningen sendes elektronisk. Klik på "send ansøgning" nederst og vedhæft din ansøgning, CV og relevant dokumentation.
INFORMATIONER OM STILLINGEN:
- Arbejdspladsen ligger i:
Esbjerg Kommune
-Virksomheden tilbyder:
-Arbejdsgiver:
Esbjerg kommune, Giørtz Plads 2, 6760 Ribe
-Ansøgning:
Ansøgningsfrist: 03-11-2023; - ansøgningsfristen er overskredet
Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/5929334