Informationssikkerhedskonsulent i Færdselsstyrelsen med fokus på ISO27001 og NIS2

dato

Bliver du motiveret af at arbejde med informationssikkerhed og vil du med på vores rejse, hvor du får mulighed for at sætte dit eget præg på området?

Så er dette måske jobbet for dig.

Hos Færdselsstyrelsen søger vi en informationssikkerhedskonsulent til vores team, der kan og vil bidrage til arbejdet med informationssikkerhed. I rollen som informationssikkerhedskonsulent får du stor indflydelse på styrelsens arbejde med bl.a. ISO27001 samt NIS2. Du får samtidig mulighed for at omsætte informationssikkerhedskravene til operationelle og effektive procedurer, der kan efterleves i praksis i vores daglige arbejde.

Du vil blive en del af team Drift og Sikkerhed. I teamet er vi 10 engagerede kollegaer med et stærkt fagligt fællesskab, uhøjtidelig omgangstone, humor og et godt arbejdsmiljø. Vi samarbejder på tværs af afdelinger og teams i styrelsen samt med statslige og eksterne leverandører.

Om rollen

Som informationssikkerhedskonsulent i Færdselsstyrelsen vil du få en bred vifte af opgaver, herunder:

  • Bidrage til at udarbejde, implementere og vedligeholde interne politikker.
  • Bidrage til at udforme retningslinjer, procedurer og vejledninger for informationssikkerhed.
  • Styrke og sikre styrelsens compliance med relevant regulering, herunder NIS2 og ISO27001.
  • Understøtte Informationssikkerhedsudvalget.
  • Vedligeholde og udvikle vores strategi for awareness på informationssikkerhedsområdet.
  • Planlægge og koordinere ift. informationssikkerhed, herunder årshjulsopgaver samt leverandør- og budgetstyring.
  • Rådgive og sparre med kollegaer og leverandører.
I denne stilling vil du desuden få stor mulighed for at præge dine fremtidige arbejdsopgaver, ligesom du vil få stor mulighed for at skabe synlige resultater, der både udvikler dig og styrker Færdselsstyrelsen.

Om dig

Der kan være flere indgange til jobbet - din uddannelsesbaggrund er nemlig ikke det vigtigste for os, så længe du forstår og har kendskab til informationssikkerhed. Du kan også være nyuddannet med interesse for området. Det vigtigste er, at du er motiveret for at arbejde med informationssikkerhed og villig til at sætte dig ind i området.

Vi forestiller os, at du trives i en afvekslende hverdag, hvor du håndterer forskellige opgaver og deadlines - og formår at skabe resultater i tæt samarbejde med dine kollegaer på tværs af hele styrelsen – selv når det går stærkt.

Vi ser i øvrigt, at du:

  • Er en god kommunikator, der kan formidle kompleks viden på en forståelig måde.
  • Evner at skabe medejerskab i dine opgaver og projekter.
  • Sætter en ære i at udarbejde og opdatere dokumentation indenfor dit område.
  • Er proaktiv og selvkørende af natur.
  • Arbejder selvstændigt, metodisk og struktureret med dit fagområde og inddrager aktivt dine omgivelser i dit arbejde.
  • Du er positiv og nysgerrig, og har samtidig en god fornemmelse for mennesker og ved, hvornår du skal lytte, hvornår du skal byde ind, og hvornår du skal stå fast.
  • Har en god forretningsforståelse.
Det er desuden en fordel, hvis du har:

  • Solid viden indenfor informationssikkerhedsområdet og har et stærkt kendskab til ISO27001 – gerne suppleret med relevante certificeringer.
  • Viden om NIS2 og GDPR. Ansvaret for GDPR indgår ikke i stillingen.
Vi tilbyder

Du vil blive ansat i IT- og digitaliseringskontoret, hvor vi er 36 kollegaer med forskellige fagligheder fordelt på tre teams. IT- og digitaliseringskontorets hovedfokus er at understøtte forretningen bedst muligt gennem leverancer af services og løsninger der gør en forskel i hverdagen for borgere, samarbejdspartnere og vores kolleger i Færdselsstyrelsen.

I Færdselsstyrelsen bliver du en del af en ambitiøs organisation med ca. 600 medarbejdere, der hver dag arbejder for at skabe de bedste rammer for sikker og bæredygtig færdsel på vejene. Færdselsstyrelsen har 60 lokationer fordelt i landet, og er organisatorisk placeret under Transportministeriet.

Løn og ansættelsesforhold

Stillingen er en fuldtidsstilling på 37 timer om ugen.

Vi har lokationer i det meste af Danmark, hvor du har mulighed for at møde ind, men din primære arbejdsgang vil være på Færdselsstyrelsens hovedlokation i Ribe eller Kolding. Derudover vil der være mindre rejseaktivitet til andre lokationer.

Færdselsstyrelsen er en pendlervenlig arbejdsplads med fokus på fleksibilitet og et arbejdsliv i balance. Vi tilbyder derfor også udstyr til en hjemmearbejdsplads.

Det er en betingelse for din ansættelse, at du kan blive sikkerhedsgodkendt og oppebære denne under hele din ansættelse.

Stillingen er til besættelse 1. oktober 2025.

Ansættelse sker i henhold til gældende overenskomst og lønfastsættelsen sker efter kvalifikationer og anciennitet. Overenskomstgrundlaget kan være:

Fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer - Det Statslige Område (OAO-S fællesoverenskomsten) Cirkulære om fællesoverenskomst mellem Finansministeriet og Offentligt Ansattes Organisationer – Det Statslige Område (OAO-S-fællesoverenskomsten) og Organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og ITmedarbejdere (HK). Cirkulære om organisationsaftale for kontorfunktionærer, laboranter og It-medarbejdere (HK)

eller

Overenskomst for akademikere i staten. Cirkulære om overenskomst for akademikere i staten. Løn fremgår af Medarbejder- og Kompetencestyrelsens lønoversigt pr. 1. april 2025.

Yderligere information

Hvis du har yderligere spørgsmål, er du meget velkommen til at kontakte Teamleder Sanne Tjelle Grønnebæk på sms, så vender hun tilbage til dig hurtigst muligt. Telefonnummeret er: 21 73 88 93.

Ansøgning

Kan du se dig selv i overstående beskrivelse, vil vi rigtigt gerne have din ansøgning sammen med dit cv og anden relevant dokumentation.

Sidste frist for indsendelse af din ansøgning er d. 10. august 2025.

Vi forventer at afholde første og anden samtaler henholdsvis 18. august 2025 og 22. august 2025. Samtalerne afholdes fysisk hos Færdselsstyrelsen i Ribe eller Kolding.

I forbindelse med rekrutteringen indhentes reference efter aftale.

Vi ønsker en medarbejdersammensætning, der afspejler det omgivende samfund. Derfor opfordrer vi alle, uanset personlig baggrund, til at søge.

INFORMATIONER OM STILLINGEN:

- Arbejdspladsen ligger i:

Esbjerg Kommune

-Virksomheden tilbyder:

dagarbejde

-Arbejdsgiver:

Færdselsstyrelsen, Sorsigvej , 6760 Esbjerg

-Ansøgning:

Ansøgningsfrist: 10-08-2025;

Se mere her: https://job.jobnet.dk/CV/FindWork/Details/b10a18d2-c8e6-41e7-93a9-36ed6eabc567

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder JobNet.
Kilde: JobNet