Kæmpe interesse: Nye boliger på Nipsvej tiltrak besøgende i massevis

Mere end 300 intresserede var forbi, da Ribe Boligforening holdt åbent hus i de almene boliger på Nipsvej. Foto: Boligkontoret Danmark
dato

Over 300 interesserede mødte op, da Ribe Boligforening slog dørene op til åbnet hus i de almene boliger på Nipsvej. Udlejningen af boligerne begynder næste uge, og der er indflytning til november.

”Velkommen til, velkommen til,” kunne formand i Ribe Boligforening Nis Heinsen sige mange gange, da boligforeningen torsdag den 20. juni holdt åbent hus i de almene boliger, der står klar til november.

”Jeg er overvældet over den enorme interesse i vores nye boliger her på Nipsvej. Vi havde håbet på et fint fremmøde, men at så mange mennesker valgte at lægge vejen forbi, er vi glade og stolte over. Det fortæller os, at vi har bygget boliger, der er stor efterspørgsel på i Ribe,” siger Nis Heinsen.

På dagen var der adgang til to prøveboliger, ligesom to boligrådgivere fra Boligkontoret Danmark, der administrerer Ribe Boligforening, var til stede og blandt andet kunne hjælpe med opskrivning til boligerne.

Rigtig mange ville gerne skrives op til en af de i alt 21 boliger, der står klar til november. Flere spurgte også interesseret til deres placering på ventelisten.

”Vi har allerede mange på venteliste, men jeg kan kun opfordre til, at man skriver sig op, så tiden vil arbejde for en. Desuden har vi mange andre gode almene boliger i Ribe, og vi holder os i bestyrelsen opdateret på, om der er interessante byggegrunde til at opføre flere nye almene boliger på,” siger Nis Heinsen.

Udlejningen af boligerne begynder i næste uge, og de vil skiftevis blive udlejet til den interne og eksterne venteliste.

10 blev til 21 
Oprindeligt lå der 10 boliger på Nipsvej, og Ribe Boligforening undersøgte mulighederne for at renovere. Men efter de byggetekniske undersøgelser endte man på det nuværende projekt, hvor de oprindelige boliger er revet ned, og der opføres 21 helt nye almene lejeboliger.

Boligerne opføres i tæt-lav byggeri i ét plan, og hver af husene får en facade med mursten i rødlige nuancer og sorte tegltage. Desuden får hver bolig en terrasse på begge sider af huset samt egen carport og skur. Boligarealet bliver mellem 75-97 m2, der fordeles på to, tre eller fire rum.

Læs mere om byggeriet her: Ribe Boligforening opfører 21 nye almene lejeboliger

Kilde: Ribe Boligforening
Denne artikel er udarbejdet af 3. part. Indholdet er hverken sponsoreret eller betalt. De holdninger, der måtte fremgå, repræsenterer ikke redaktionen.