Politi efterforsker skudepisode i Vejen

dato

34-årig mand anholdt i nat mistænkt for forsøg på manddrab

Syd- og Sønderjyllands Politi fik søndag aften ved 23.30-tiden flere anmeldelser om, at der var blevet hørt skud i den sydlige del af Vejen, og patruljer blev straks sendt til stedet. En person er anholdt.

 

Anmeldelserne lød på, at der skulle være afgivet skud ved Rønnebærhaven i Vejen. Politiet kunne konstatere, at en 44-årig mand var blevet ramt af skud, og han blev bragt på sygehuset. Den 44-årige er i øjeblikket uden for livsfare.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi indledte en efterforskning, der fortsat er i gang. I forbindelse med efterforskningen anholdt politiet omkring klokken 02.30 en 34-årig mand i Ribe, der er mistænkt for at stå bag skudepisoden. Den 34-årige er sigtet for forsøg på manddrab.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi vil natten igennem være til stede på en adresse i Vejen og en i Ribe. Efterforskningen fortsætter, og politiet har i øjeblikket ikke yderligere oplysninger om sagen.

 

 

Data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi.
Kilde: Syd- og Sønderjyllands Politi